Om projektet

På en skråning ved Sjællands Odde står et sommerhus med let fodaftryk, inspireret af japansk byggeskik og naturen på den vildtvoksende naturgrund. Huset er tegnet af bygherre selv og opført som råhus af Byggevirke & Datter over vinteren 2022-23.

I projektet er der taget mange sunde valg, der giver huset et lavt klimaaftryk og et sundt indeklima.

Huset er på knap 60 m² og er bygget på et fundament af 18 jordskruer. Det giver huset et meget let fodaftryk og der er ikke brugt beton eller andet støbt fundament.

Huset er udført næsten komplet i træ: Alt synligt tømmer stammer fra lokalt vokset douglasgran fra sjællandske skove, som er opskåret og høvlet af Bondeskovgaard Savværk. De otte meter lange douglasspær, som vi har tildannet på værksted, bærer et let ståltag i aluzink.

Huset er opført som en træskeletkonstruktion delvist på værksted. Bundrammen er lavet som et samlesæt og væggene opbygget i 4 moduler, som efterfølgende er kranet på plads på bundrammen.

Huset er grundigt isoleret med træfiber i både gulv, vægge og loft. Træfiber har en fremragende isolerings- og varmelagringsevne samt en lav miljøpåvirkning under produktion. Træfiber er et hygroskopisk materiale, hvilket betyder, at isoleringen kan optage og afgive fugt igen til omgivelserne, når den indbygges i en diffusionsåben konstruktion uden dampspærre. Det er det vi i daglig tale også kalder en ‘åndbar’ konstruktion.

Huset er afleveret som råhus i den forstand, at bygherre selv har stået for indvendige skillevægge, gulv- og loftbeklædning samt færdigbehandling af indervæggene med lerpuds.

Type
Privat sommerhus

Sted
Odsherred

Areal
60 m²

Bygherre
Mathias Høst Normark & Mia Behrens

Arkitekt
Mia Behrens

Tømrerentreprise
Byggevirke & Datter

År
2023

Projekt

Brokbjergdal